Fordi katte også kan blive urolige og utrygge

En vis grad af stress og uro er normalt i en kats liv. Bliver påvirkningen for voldsom for katten, kan det dog påvirke dens adfærd og føre til ubehag for både katten og dens ejer.

Ændringer i kattens rutiner og omgivelser kan være årsag til uro og utryghed. Nogle katte har sværere ved at vænne sig til forandringer end andre. Nogle finder det endda utrygt, blot møblerne i boligen skiftes ud. Katte kan også blive utrygge, hvis andre katte flytter ind i deres nærområde.

En bange kat vil ofte trække sig tilbage, hvilket let kan overses. Den bliver mindre social, gemmer sig, og måske holder den sig væk fra visse områder af boligen. For at føle sig sikker, kan den vælge at opholde sig højere oppe end normalt, for eksempel på toppen af et klædeskab, i stedet for i den sædvanlige stol.

Typiske tegn på uro og utryghed hos katte:

  • Urenlighed
  • Øget/mindsket samvær med mennesker eller andre dyr
  • Overdreven soignering
  • Ændret søvnmønster
  • Ændret brug af omgivelserne
  • Mindre lyst til leg
  • Ændret kropsholdning og/eller store pupiller
  • Ændret opførsel over for mennesker og dyr